Specier er en sød og lækker småkage, der findes i mange versioner og som kan spises året rundt. Disse Spiral Specier er inspireret af den klassiske opskrift, men jeg har justeret den, så du får dem i min “harmoniske” udgave, hvor de er glutenfri, kornfri, sukkerfri og mælkefri (hvis du laver dem med kokosolie).
Jeg har valgt at skrue lidt ned for mængden af fedtstof ift. den klassiske opskrift, men det synes jeg ikke gør noget, da dadlerne jo også tilfører noget “fedme”.
De smager super dejligt og er efter min mening en perfekt julesmåkage. De færdige Spiral Specier er ikke sprøde, men heller ikke bløde. Sådan en mellemting, som jeg tænker er karakteristisk for Specier.
Du skal bruge:
- 200 g mandelmel
- 50 g fedtreduceret mandelmel
- 100 g tørrede dadler uden sten, gerne Medjool
- 1 æg
- 1 tsk vaniljepulver
- 150 g øko smør/kokosolie/klaret smør
- 5 g kakaopulver (uden sukker)
- Æg til pensling
Gør sådan her:
Alle ingredienser, undtagen kakao, kommes i en food-processor eller mini-hakker og blendes til en jævn dej. Tag halvdelen af dejen op og tilsæt kakaopulveret til den anden halvdel. Rør kakaopulveret godt ind heri.
Er dine deje meget bløde, kan du stille dem i køleskabet i 1/2 times tid før de rulles ud. Det var dog ikke nødvendigt for mig.
Rul hver af de to deje ud mellem to stykker bagepapir, til du har 2 lige store rektangler på ca. 20×30 cm. Den lyse dej pensles med sammenpisket æg. Læg kakaodejen ovenpå. Rul forsigtig dejen sammen til en lang pølse – du kan med fordel bruge bagepapiret til hjælp. Pak pølsen ind i film og læg den i køleskabet i mindst 3 timer eller gerne natten over.
Skær småkager på ca. 3 mm og læg dem på to bageplader med bagepapir. Småkagerne bages i ca. 10 min ved 175 grader varmluft. Hold øje med dem undervejs, de er færdige når den lyse dej begynder at gyldne. De er lidt bløde når de tages ud, men det aftager når de afkøler på en bagerist. De skal være helt kolde, inden de kommes i en lufttæt kagedåse.
Siden indeholder affiliates links.