Sukkerfri

Mandelfri Marcipan

Denne marcipan uden mandler kan være din redning, hvis du endnu ikke har lavet konfekt. Den er fantastisk på mange planer. Det kan du læse meget mere om på øko-bloggen hos Urtekram, hvor jeg også har delt opskriften. Jeg kan desværre ikke tage æren for denne geniale opskrift. Min gode veninde Ulla fra Movin’u serverede den til en julefrokost, og jeg var solgt ved første bid. Bad straks om lov til at dele. Du finder opskriften lige her.

Find mere inspiration til en sundere og naturlig sød jul lige her.

Mandelfri Marcipan

Spiral Specier

Specier er en sød og lækker småkage, der findes i mange versioner og som kan spises året rundt. Disse Spiral Specier er inspireret af den klassiske opskrift, men jeg har justeret den, så du får dem i min “harmoniske” udgave, hvor de er glutenfri, kornfri, sukkerfri og mælkefri (hvis du laver dem med kokosolie).

Jeg har valgt at skrue lidt ned for mængden af fedtstof ift. den klassiske opskrift, men det synes jeg ikke gør noget, da dadlerne jo også tilfører noget “fedme”.

De smager super dejligt og er efter min mening en perfekt julesmåkage. De færdige Spiral Specier er ikke sprøde, men heller ikke bløde. Sådan en mellemting, som jeg tænker er karakteristisk for Specier.

Spiral Specier

Du skal bruge:

Gør sådan her:

Alle ingredienser, undtagen kakao, kommes i en food-processor eller mini-hakker og blendes til en jævn dej. Tag halvdelen af dejen op og tilsæt kakaopulveret til den anden halvdel. Rør kakaopulveret godt ind heri.

Er dine deje meget bløde, kan du stille dem i køleskabet i 1/2 times tid før de rulles ud. Det var dog ikke nødvendigt for mig.

Rul hver af de to deje ud mellem to stykker bagepapir, til du har 2 lige store rektangler på ca. 20×30 cm. Den lyse dej pensles med sammenpisket æg. Læg kakaodejen ovenpå. Rul forsigtig dejen sammen til en lang pølse – du kan med fordel bruge bagepapiret til hjælp. Pak pølsen ind i film og læg den i køleskabet i mindst 3 timer  eller gerne natten over.

Skær småkager på ca. 3 mm og læg dem på to bageplader med bagepapir. Småkagerne bages i ca. 10 min ved 175 grader varmluft. Hold øje med dem undervejs, de er færdige når den lyse dej begynder at gyldne. De er lidt bløde når de tages ud, men det aftager når de afkøler på en bagerist. De skal være helt kolde, inden de kommes i en lufttæt kagedåse.

Spiral Specier

Siden indeholder affiliates links.

Glutenfri Brownie

Denne glutenfri brownie er faktisk også sukker- og mælkefri. Du får den i to versioner, en sødet med dadler og en sødet med Sukrin Gold. Det er første gang nogensinde jeg bager med Sukrin, da dadler indtil nu har været mit foretrukne sødemiddel. Det er de fordi dadler er en naturlig og uforarbejdet fødevare, hvorimod Sukrin jo er et kemisk fremstillet sødemiddel. Til gengæld har Sukrin store fordelle i at det ikke påvirker blodsukkeret, og har derfor stor værdi for fx mennesker med diabetes eller insulin resistens. Så i stedet for bare at dømme Sukrin ude – som jeg har gjort hidtil – havde jeg besluttet mig at teste det på egen krop.

Og jeg må sige, at Sukrin ikke har slået dadlerne ned at min førsteplads. Jeg synes Sukrin Gold søder rigtig godt, men smagen bliver kunstig/kemisk og jeg kan fornemme at det ikke opløses, men stadig knaser i kagen. Konklusionen er, at dadlerne stadig min nummer 1, men det skal da ikke holde jer tilbage der sværger til Sukrin. I får ihvertfald begge opskrifter på glutenfri brownie serveret her.

Glutenfri Brownie

Du skal bruge:

  • 200 g økologisk smør eller ghee (hvis du ønsker laktose- og kaseinfri version)
  • 80 g 100% chokolade, fås fx hos Helsebixen eller Irma
  • 3 æg økologisk str. M/L
  • 125 g mandelmel
  • 200 g iranske dadler uden sten eller 175 g Sukrin Gold
  • 1 tsk vaniljepulver
  • 1/2 tsk havsalt
  • 25 g kakao – uden tilsat sukker
  • 100 g valnødder

Glutenfri Brownie 2493x1695

Gør sådan her:

Smørret/ghee smeltes i en lille gryde. Derefter smeltes chokoladen over vandbad. Valnødder hakkes groft.

Bager du med dadler, skal de blendes med æggene før de kommes i en skål sammen med mandelmel, vaniljepulver, havsalt og kakao og piskes luftigt, gerne 3-4 min.

Bager du med Sukrin Gold blandes det med æg, m,andelmel, vaniljepulver, havsalt og kakao og piskes luftigt, gerne 3-4 min.

Rør nu langsomt det smeltede smør/ghee i dejen.

Herefter vendes den smeltede chokolade forsigtigt i dejen, til den er jævnt fordelt. Til aller sidst vendes de hakkede valnødder i dejen.

Fordel dejen i en bageform på 23 x 23 cm. som er foret med bagepapir. Bages i ca. 25 min. ved 160 grader varmluft. Den må gerne være lidt svampet og det er faktisk bedst at bage en brownie, dagen før den skal spises.

Glutenfri Brownie

Siden indeholder affiliatelinks.

Glutenfri brødsticks

Det har været stille her på bloggen et stykke tid. Jeg var så uheldig at få en parasit med hjem fra ferie i Spanien, der fuldstændig smadrede mit immunforsvar. Da jeg efter flere uges sygdom langtsom fik lyst til at spise og lave mad igen, har jeg været i fuld gang med at forberede mit kursus “Bag i harmoni” – det kan du læse mere om her.

Men det er også blevet til denne nye opskrift på lækre sprøde glutenfri brødsticks. Opskriften har jeg delt på øko-bloggen hos Urtekram – du finder den lige her. God bagelyst.

Glutenfri brødsticks

Rødløgstærte

For nyligt så jeg sammen med min søn et afsnit af Den store bagedyst fra 2013. De skulle bl.a. bage madtærter og Helles tærte med rødløg fik mine tænder til at løbe i vand. Derfor har jeg kastet mig ud i en “harmonisk” version af  “Tærte med rødløg og gedeost”.

Og jeg vil da også lige benytte lejligheden til at slå et slag for tærteforme i tinblik. Ofte kan du få dem med løs bund, så tærten er let at få ud, de er super nemme at rengøre og de bliver hurtigere varme end ildfaste fade. Og så er formene ikke særligt dyre. Jeg har købt mine her.

Tærte med rødløg og gedeost

Du skal bruge:

Tærtedej:

Fyld:

  • 1 portion rødløgskompot, se min opskrift her
  • 1-2 ruller gedeost á 180 g
  • 120 g revet Manchego (spansk fåreost)
  • 1 squash
  • 30 g pinjekerner
  • Kviste af frisk rosmarin

Gør sådan her:

TÆRTEBUND Blend græskarkerner til mel. Kom det i en skål, bland det med sesammel og kastanjemel. Smuldr smør i melet. Tilsæt frø og salt. Pisk æggene sammen og kom dem i melet. Ælt dejen sammen og sørg for at alt smørret er æltet godt ind i dejen. Stil dejen på køl ca. ½ time. 

Du kan nu enten trykke dejen ud i en smurt kageform eller rulle dejen ud mellem to stykker bagepapir og lægge den i en smurt tærteform. Jeg har her brugt en firkantet form, men du kan også bruge en rund form Ø = 30 cm. Hvis du ruller dejen ud og det er lettere for dig, så del dejen i flere stykker, før du lægger den i tærteformen. Prik en masse huller i bunden af tærten med en gaffel. Forbag tærtebunden i 10 min. ved 175 grader varmluft. 

Tærte med rødløg og gedeostFYLD Skær gedeosten i skiver. Vask squashen og skær den i tynde skiver. Træk vand ud af squashen ved at lægge skiverne ud på et rent viskestykke og drysse med salt. Tør squashen af for salt.

Fordel den revne Manchego på tærtebunden. Læg de skivede squash i ét lag over osten. Drys med havsalt, friskkværnet peber og lidt af rosmarinen. Rødløgskompotten fordeles jævnt på tærten. Læg de skivede stykker gedeost ovenpå og tryk dem let ned i løgkompotten. Drys til sidst med pinjekerner.

Bag tærten færdig ca 15 min ved 175 grader varmluft.

Drys evt. lidt rosmarin på toppen inden servering.

Tærte rødløg og gedeost

Siden indeholder affiliatelinks.

Hindbærtærte

Måske kender du Nana Frolov Christensen? Hun vandt i 2012 “Den store bagedyst” på DR1 og hvad du måske ikke ved, så har hun en bachelor i Fødevarer, Ernæring og Sundhed.

Hun har nu udgivet bogen “Søde sunde sager, uden gluten, mælk og sukker” som er hendes bud på, hvordan vi kan bage sundere, men stadig søde, smukke og velsmagende sager. Hendes fokus i bogen er at give hele kageoplevelsen med, også selvom ingredienserne ser lidt anderledes ud.

Hindbærtærte

Bogen indeholder en introduktion omkring valg af ingredienser, når du fravælger gluten, komælk og det hvide sukker. Opskrifterne er opdelt efter de fire årstider og hver opskrift er påsat en eller flere af etiketterne;

  • Veganer
  • Ekstra blodsukkervenlig
  • Fiberrig
  • Uden mælkeprodukter
  • Glutenfri

Bogen indeholder i alt 46 opskrifter på kager, is, småkager, drikke, chokolader mm. – alt sammen ledsaget af meget smukke og inspirerende billeder. Det er tydeligt at se at det er en erfaren og passioneret kagebager der står bag opskrifterne og personligt glæder mig til at afprøve mange af opskrifterne.

Det eneste jeg vil “sætte en finger på” er, at det ikke er alle opskrifter der lever op til “uden gluten, sukker og mælk”, hvilket jeg personligt troede var tilfældet på baggrund af bogens titel. Men er du, ligesom mig, vandt til at undlade disse ingredienser, vil jeg mene at det er forholdvis let at justere opskrifterne.

Flere opskrifter indeholder også bagepulver, hvilket jeg heller ikke bruger i mine opskrifter. Når det så er sagt, elsker jeg at de ingredienser der bruges igennem hele bogen, er ting du mere eller mindre kan gå ud at købe i dit lokale supermarked.

Jeg har fået lov til at dele en opskrift fra bogen med jer og at udlodde et eksemplar af bogen til en heldig vinder. Læs sidst i indlægget hvordan du vinder bogen.

Mit valg faldt på “Hindbærtærte med bagt og sprød bund” – hvilket viste sig at være et virkelig lækkert valg. Jeg måtte tilsætte 50 g dadler ekstra til tærtebunden for at få den til at hænge sammen. Ligesom jeg i kakaocremen bruget 1 dl mandelmælk i stedet for de angivne 2 tsk. Men hold nu op hvor er kakaocremen bare en lækkerbisken. Anbefaler dig at bruge en foodprocessor til at blende dadlerne, da selv en meget kraftig blender vil komme på overarbejde med de tørrede dadler.

Tærten var let at lave og det var let for mig at lave de småjusteringer der var brug for. Jeg fik dog bagt den lidt for længe, så hold godt øje med den i ovnen og tag den ud, når den har fået farve.

På trods af den lidt for lange bagetid, var mit færdige resultat en meget sprød tærtebund, med en lækker og fløjsblød kakaocreme der perfekt ledsages af de søde, syrlige, friske bær.

Bogen siger der er til 10-12 personer, jeg vil dog mene det passer bedre med 8 personer. Opskriften kommer her…

Hindbærtærte med bagt og sprød bund

En tærte på 22 cm til 10-12 personer

Du skal bruge:

TÆRTEBUND
150 g cashewnødder
150 g mandler
150 g tørrede dadler, udstenede
1 knivspids salt
50 g kikærtemel

KAKAOCREME
250 g tørrede dadler, udstenede
75 g mandelsmør
2 tsk mandelmælk
20 g rå kakaopulver
2 tsk vaniljepulver

FYLD
300 g friske hindbær

Gør sådan her:

TÆRTEBUND
Forvarm ovnen til 175 grader. Smør en tærteform på 22 cm ganske let med kokosolie. Blend nødder og mandler til fint mel. Sæt nøddemelet til side. Blend dadlerne til helt fin mos sammen med salt. Ælt nøddemelet i daddelmassen lidt efter lidt sammen med kikærtemelet, til det er en jævn dej. Rul dejen ud mellem to ark bagepapir til en cirkel på 25 cm, og læg den i tærteformen. Pres til i kanterne, og kør til sidst hen over kanten med en kagerulle, så kanten bliver helt skrap. Prik med en gaffel, så bunden ikke rejser sig under bagningen. Bag tærtebunden i 20 min, til den har fået lidt farve. Lad kagen køle af på en rist.

KAKAOCREME
Blend dadlerne sammen med mandelsmør og mandelmælk. Tilsæt kakao og vanilje lidt efter lidt, til det bliver en blød creme. Fyld cremen i den afkølede tærtebund.

FYLD
Skyl hindbærrene og lad dem dryppe af i en sigte. Fordel bærrene over kakaocremen på tærten.

Hindbærtærte

Vind “Søde Sunde Sager” af Nana Frolov Christensen

Alt hvad du skal gøre er at skrive en kommentar til dette indlæg og give det et like nedenfor, så deltager du i lodtrækningen om bogen. Der kan godt gå noget tid før din kommentar vises, da den skal godkendes først. Din deltagelse er registreret, når du har trykket på “Post Comment”.

  1. juli trækker jeg en tilfældig vinder, som får bogen til en værdi af 249,95 kroner.

Vinder du, får du besked via email og dit navn offentliggøres her på bloggen.

Jeg har ingen økonomiske interesser i de ting jeg udlodder.

Sidste frist for at deltage er søndag den 6. juli kl. 23.59.

Kold rabarbersuppe

Skøn og klassisk sommer dessert; kold rabarbersuppe –  som får et ekstra twist med en klat lakridsskum. Suppen er uden sukker og mælkeprodukter, så du kan nyde naturens egne sødme og farver med god samvittighed.

Rabarbersuppe

Du skal bruge:

  • Ca. 900 g rengjorte rabarber
  • 250 g tørrede dadler uden sten
  • 1,5 liter vand
  • 1 stor god vaniljestang
  • Kokosfløde fra 1 dåse kokosmælk
  • 1 tsk rå lakridspulver fra Johan Bülow
  • 1 bakke jordbær

Gør sådan her:

Skær rabarberne ud i stykker på ca. 5 cm. Kom dem i en gryde med de øvrige ingredienser. Koges op og skal derefter småkoge i 20 min. Rør rundt engang imellem.

Lad suppen køle helt af. Tag vaniljestangen op og sigt rabarber og dadler fra. Sørg for at presse rabarber og dadler godt mod sigten, så al væsken kommer ud.

Flæk vaniljestangen og kom vaniljekornene ned i suppen.  Opbevares på køl og gerne i fryseren en god times tid inden servering.

Jeg fik knap 2 liter færdig suppe.

Lige inden servering, piskes kokosfløden (den tykke del fra en dåse kokosmælk) med det rå lakridspulver til du har en luftig skum. Skær jordbærene i skiver.

Server den iskolde rabarbersuppe portionsanrettet med jordbærskiver og en klat lakridsskum.

TIP

Du kan også tynde den færdige suppe op med lidt mere vand og bruge den som saftevand.

Jeg har også blendet noget af suppen med frosne jordbær og frosset ned til ispinde. Dejlig forfriskende sommeris, som mine unger er vilde med.

Rabarbersuppe

Sprød kålsalat

Sprød kålsalat ledsaget af denne syrlige og sødmefulde dressing, er et af mine bud på en lækker sommersalat. Du kan også bruge dressingen til dine andre salater og justere syrligheden eller sødmen lige efter din smag. Dressingen er uden mælk og sødet helt naturligt.

Så venter vi bare på at sommeren kommer…

Find opskriften her på bloggen hos Urtekram.

Sprød kålsalat