Madskræk

Kæreste mødre…

Dette indlæg har jeg skrevet som en kærlig påmindelse til os mødre, der går op i vores egen og vores børns sundhed og kost.

Det har længe rumsteret i mig og artiklen ”Børn får madskræk af forældres diæter” i Berlingske i dag blev prikken over i’et, der bragte mig til tastaturet. Jeg er virkelig glad for at Berlingske tager emnet op, for det er noget der ligger mig på dybt på sinde og som jeg mener trænger til debat og ikke mindst til individuel eftertanke hos os mødre.

Ovenstående citat af Hippocrates giver så god mening for mig. Vi skal spise mad der opbygger os, styrker og nærer vores krop, så bliver vi ikke syge. Hvis vi bliver syge eller har fysiske og psykiske symptomer skal vi kigge på den kost vi spiser og fjerne det der gør os syge og tilføje det der gør os raske og styrker os. Det er de kostprincipper jeg er tilhænger af og har prøvet igen og igen på min egen krop.

Der er mange eksempler på at kosten har afgørende betydning i forbindelse med sygdom. Fx i denne artikel om Alexander på 9 år der har diabetes, som lever næsten uden insulin. Det kan lade sig gøre for ham, fordi han spiser glutenfrit, sukkerfrit og nærmest ikke får kulhydrater samt dyrker motion. Eller som for Rikke Klindts datter, Mathilde, der er født med autisme. Hun er bl.a. via kostændringer blevet hjulpet gennem sin lidelse og til et bedre liv. I sådanne tilfælde kan jeg godt forstå der bliver sendt mad med hjemmefra, når hun fx skal til børnefødselsdag.

Når vi taler om sygdomme (allergier, intolerance, andre symptomer) giver det bare så god mening for mig, at følge faste kostprincipper og ikke afvige fra dem. Men taler vi om sunde og raske børn, der fungerer godt socialt og mentalt, giver det ingen mening overhovedet for mig, at de skal underlægges strikse kostprincipper. Når forældrenes kostprincipper bliver til religion, tager det overhånd og bliver – efter min mening – usundt for barnet. Erkender blankt, at jeg på dette område fuldstændigt har ændret holdning de seneste år, hvilket du kan læse mere om i det følgende. Jeg er blevet så meget klogere.

Når sunde og raske børn, lever under strikse kostprincipper, ja så mister de deres helt fantastiske medfødte evne til at mærke om den mad de spiser er god for dem eller ej. Hermed ikke sagt at du bare skal give dit barn på 2 år guldkorn med kakaomælk, men når børn får en vis alder, synes jeg de skal have lov til at prøve sig frem og se hvad det gør ved dem fx at spise det der bliver serveret til en traditionel børnefødselsdag. Jeg tror på, at når de får lov til det, så opbygger de et ukompliceret forhold til mad og evnen til mærke hvad maden gør ved dem og evnen til at vælge til og fra.

Min historie med mad

Jeg har i næsten hele mit liv haft et usundt, ja nærmest forskruet, forhold til mad. Hvilket jeg først rigtigt har forstået igennem de to sidste år.

I 2005 gik jeg på ”Detox dit liv” hos Pernille Damore. Her blev mine kostvaner ændret radikalt – ud med alt sukker, mælk, gluten, pasta, ris, kartofler og svinekød. Det var ikke kun mine kostvaner der blev ændret radikalt, det var mit liv.

Bl.a. via kostændringerne arbejdede jeg mig ud af stress, en alvorlig depression, tarmbetændelse, insulinresistens og en vægt på over 120 kg. Da forløbet slutter efter ½ år havde jeg det fantastisk og forgudede min nye kostretning og alt hvad jeg havde lært. Faktisk så meget at det blev til en religion for mig. Alt var sort og hvidt, det var 100% at følge kosten ellers så ville det være en billet direkte tilbage i helvede – sådan troede jeg i hvert fald. Hver gang jeg fik lyst til at spise noget der ikke faldt ind under religionen, så havde jeg dårlig samvittighed, følte mig svag og som et dårligt menneske. Spurgte tit mig selv ”Hvordan kan det være at jeg overhovedet har lyst til at spise noget, der ødelægger mit liv?”. Skulle jeg falde i og spise fx et stykke rugbrød med ost, så var det så slemt for mig at rumme skyldfølelsen over at have forrådt min religion og ikke mindst mig selv. Det fyldte så meget, at jeg slet ikke mærkede, at jeg ingen reaktioner havde på at spise rugbrødsmaden.

Og her er det så, at jeg sidder og soler mig i bagklogskabens klare lys og kan se at det jeg aldrig fandt frem til var en balance. Jeg fandt aldrig ud af, hvad der var den rigtige kost for mig, nu hvor jeg havde en rask og meget lettere krop.

I december 2008 bliver jeg mor til Bastian og jeg er helt besluttet omkring, at min kostreligion skal overføres til ham. For jeg ved jo bedre. Jeg ved jo hvordan den RIGTIGE måde er at spise på, for ALLE mennesker. Min søn skal ALDRIG spise sukker, korn og mælk. PUNKTUM.

Det er også ret let det første år, hvor han primært ammes og langsomt introduceres til fast føde i form af grøntsager og frugt senere kylling og fisk.

Men det der bliver svært for mig, er det familiemønster jeg har med mig. For i min familie er mad – overflod af mad, slik, kager og is – et udtryk for kærlighed. Det er sådan jeg har oplevet at kvinderne i min familie udtrykker deres omsorg og kærlighed på. Derfor står jeg pludseligt i et dilemma, for en del af mig aner ikke hvordan jeg skal udtrykke min kærlighed for min søn, når jeg ikke må give ham en is. Der er jo ingen grund overhovedet til at give et barn på 1 år en is, andet end en mors (læs: mit) forskruede forhold til mad. Jeg skal lære at vise ham nærhed og kærlighed på andre måder end gennem maden. Den er sgu hård, for hvordan gør ”man” det?

Her er det lige vigtigt for mig at tage 2014 brillerne på og fremhæve med syvtommer søm, at ingen børn overhovedet har brug for slik, sodavand og forarbejdede fødevarer. Hvilket Jens-Christian Holm, overlæge og leder af Enheden for overvægtige børn og unge på Holbæk Sygehus også giver udtryk for i artiklen i Berlingske. Børn har om nogen brug for nærende, styrkende og opbyggende kost.

Tilbage til min historie. Min datter Maja bliver født i august 2010. Det har været endnu en meget hård graviditet, med tidlig sygemelding pga bækkenløsning. Det er pisse hårdt, især fordi jeg jo også har min søn Bastian denne gang. Jeg har mange smerter og føler mig som en utilstrækkelig mor. Jeg ender mange gange under min graviditet med at vælge ”kærligheden” til mig – det betyder i dette tilfælde flødeboller. Det skaber et indre kaos, for hvordan kan jeg udsætte både mig selv og mit ufødte barn for sukker? Samtidigt med jeg føler mig som verdens dårligste mor, ja så forstætter jeg med flødebollerne – ikke dagligt, men mindst et par gange om ugen. For de giver mig jo noget, som rækker ud over al logik, men i min krop på det tidspunkt, giver det så god mening. Det er starten på en ond spiral, hvor jeg får det dårligere og dårlige, fysisk og mentalt.

Jeg levede efter min kostreligion og den medfølgende skyldfølelse frem til 2012 hvor jeg i januar starter på Pernille Damores uddannelse til holistisk detox coach. Mit formål er helt klart at komme til at have det, som jeg havde det efter ”Detox dit liv”. At jeg igen vil gøre præcis som hun siger og at det ville blive let for mig, som det var dengang.

Men der tog jeg grueligt fejl – heldigvis. Jeg lærte i stedet om erkendelse og accept. Om at mærke hvad der er rigtig for mig. Det tog mig det første halve år, at sige farvel til min kostreligion og goddag til evnen til selv at mærke hvilken kost der er den rigtige for mig. Det arbejdede jeg med i et års tid, og et af resultaterne heraf er ”Mad i harmoni”.

Kommunikation om mad og om os selv

Noget af det de også er inde på i artiklen er, om vi som forældre går op i maden eller i vores vægt. Og hvordan mediernes og modellernes betydning for vores (især os kvinders) forhold til vores kroppe og vægt.

Hjemme hos os taler vi om at ”man bliver stor og stærk af at spise broccoli”. Vi taler om at maden smager godt, at det er lækkert. Vi taler ikke om at sukker er ”den direkte vej i helvede”. Vi taler ikke om at være tyk eller tynd. Det er ikke et tabu eller en bevidst beslutning fra vores side som forældre, det er bare ikke relevant.

Noget af det som jeg roser mig selv for og er stolt af, er at mine børn ikke på noget tidspunkt, har hørt mig sige at jeg er tyk eller grim eller noget andet i den dur. Mine børn elsker og ser op til mig (i hvert fald i den alder de har nu) uanset hvordan jeg ser ud. Hvorfor skulle jeg så være den der introducerer dem for at se mig med negative øjne? Det er beskrevet så godt i denne artikel ”When Your Mother Says She’s Fat”. Den starter således ”Dear Mom, I was 7 when I discovered that you were fat, ugly, and horrible. Up until that point I had believed that you were beautiful—in every sense of the word.” – jeg anbefaler dig at læse hele artiklen, sætter tingene i perspektiv.

Min og min families kost i dag

Hvordan spiser jeg og min familie så i dag? Hvis vi starter med mine børn. De er begge to intolerante overfor mælk. Det blev tydeligt da de var helt små, min datter kastede op når hun fik mælk og de fik begge to diarre hvis de fik mælkeprodukter. De kan begge to godt tåle at spise smør eller hvis de engang imellem får en ret der er lidt mælk i. Det skal bare ikke være hver dag. De går i en børnehave som har nul sukker politik, hvilket jeg synes er rigtig godt. De får den mad der bliver serveret i børnehaven – også bollerne og pastaen. Ingen af dem drikker mælk, heller ikke i børnehaven. Herhjemme spiser de meget det samme som mig, dog spiser de rugbrød. Det gør jeg ikke.  Når vi er i byen får de lov til at smage det der bliver serveret, dog får de ikke lov at få sodavand. Og det har de da heller ikke efterspurgt endnu.

Min kæreste spiser både sukker, korn og mælk. Jeg har aldrig blandet mig i hans kost. Og faktisk har han været en god inspiration for mig, fordi han har en ukompliceret forhold til mad. Det har været med til at bringe balance i mit forhold til mad. Han spiser helt sikkert meget mindre pasta og brød end før vi lærte hinanden at kende, hvilket primært skyldes at det er mig der laver maden. Et par gange om måneden laver jeg fuldkornspasta eller ris, og så spiser jeg selv grøntsager stedet.

Og det bringer mig til hvad jeg spiser. Jeg spiser det jeg kan mærke er godt for mig og det er oftest kød og grøntsager. Det er så sjældent at jeg lader mig friste af kornprodukter, da jeg dagen efter vågner med så ondt i mine led, at jeg har svært ved at komme ud af sengen. Hvis  jeg til frokost i en uge spiser fx stenalderbrød – som jo er helt uden korn, så reagerer jeg på det, ved at få oppustet mave og luft i maven, så det fungerer ikke for mig.

Jeg drikker ikke komælk, men kan godt en gang imellem spise hårde komælksoste og kan fint tåle smør.  

Sukker sker det jeg spiser, men så handler det mest om det kærlighedsmønster jeg har fortalt om. Eller hvis min kæreste og jeg er ude at spise, så nyder jeg den mad vi får serveret og drikker et glas rødvin. I dag er jeg i stand til at nyde det og bliver ikke forfulgt af dårlig samvittighed.

Alt for dyrt at leve sundt i Danmark

Artiklen i Berlinske skriver også om, at denne madskræk ”tydeligvis er et overklassefænomen”. Det vil jeg som sådan ikke kommenterer på, men det med “overklassen” fik mig til at tænke på, hvor dyrt det er at leve sundt i Danmark.

Slagtilbudene i tilbudsaviserne er ofte fx ”10 liter kakaomælk for kun kr. 50” – det er aldrig ”10 kg friske øko grøntsager for kun kr. 50”. Heldigvis er flere supermarkeder begyndt at have en eller flere månedlige dage hvor de har 25% rabat på økologi – fantastisk initiativ som jeg ønsker vil sprede sig.

Som samfund kunne jeg godt tænke mig, at vores politikerne gik forrest og fjernede al moms på frugt og grøntsager og fx forhøjede momsen på sodavand, sukker morgenmadsprodukter og slik. Det vil ikke forhindre os i at købe fx sodavand, men det vil gøre det mere overkommeligt økonomisk for alle at vælge et sundt alternativ.

Jeg stiller gerne op med en masse forslag til, hvordan man forholdsvis let og lækkert serverer grøntsager for hele familien.

Mad i harmoni

Jeg vil gerne fremhæve, at jeg på ingen måder føler mig frelst, bedrevidende eller højere hævet over andre i dette kostprincipcirkus. Jeg er kommet dertil, at jeg efter mange års hårdt indre arbejde, har fundet frem til kostbalancen i mig – det er det jeg kalder “Mad i harmoni”. Og det er det jeg håber, at kunne inspirere til med dette indlæg. At der er harmoni i os og dermed også i vores kost. At det er harmonien, balancen vi giver videre til vores børn. Et af mine store ønsker for mine børn er, at sende dem ud i verden med et ukompliceret forhold til mad.

Alt dette her er også afslutningen på en indre proces hos mig, som har betydet at jeg har besluttet at fjerne ”nul mælk, nul sukker, nul korn” fra min hjemmeside. Det ændrer ikke på mine opskrifter, men jeg ønsker ikke at sende et så firkantet signal. For det er ikke sådan jeg selv lever, det er ikke det jeg vil inspirerer til og jeg kan ikke stå inde for det.