Skønne chokoladekugler med forskelligt overtræk, så hver kugle i sig selv giver en helt unik smagsoplevelse og er en himmelsk mundfuld.
Du skal bruge:
Kugler
Giver ca. 100 stk.
- 50 g rå kakao uden sukker
- 150 g koldpresset kokosolie
- 150 g mandler
- 150 g cashewnødder (uden salt)
- 300 g iranske dadler uden sten
Overtræk
Jeg har her trillet kuglerne i:
- Frysetørrede hindbær, pulveriserede og stykker
- Frysetørrede pulveriserede blåbær
- Kokosmel
- Rå lakridsrodspulver fra Johan Bülow
Du kan købe frysetørrede bær hos Krydderiet.com og i deres butik i Torvehallerne. Jeg har også set at Svansø laver nogle, som bl.a. forhandles hos Superbest. Jeg har brugt den rå lakridspulver fra Johan Bülow, som giver en meget kraftig smag af lakrids. Du kan også vælge deres fine lakridspulver eller den fra Urtekram. Begge lakridstyper går rigtig godt sammen med chokoladekuglerne.
Gør sådan her:
Mandler og cashewnødder blendes til en let grov mel. Tag melet op. Fjern stenene fra dadlerne og blend dem sammen med kokosolien til en ensartet masse. Tilsæt kakao og mel og blend til massen hænger godt sammen. Du kan istedet ælte massen sammen med hænderne, hvis det er for hårdt for din blender/foodprocessor.
Stil massen i køleskabet 20-30 min. så er den lettere at trille og sviner mindre. Tril runde kugler som efterfølgende trilles i det overtræk du ønsker. Stilles i køleskabet min. 30 min. før de serveres og nydes.
Opbevares i køleskabet.