Søndag den 16. marts
DAG 7
Har sovet godt hele natten og vågner igen kl 5. En del af mig er frisk og en del af mig har behov for at blive i sengen. Den sidste del vinder. Efter noget tid falder jeg i søvn igen og ender med først at stå op kl. 8. Så dejligt!
Min tunge har en ”lækker” hvid belægning og jeg har en metallisk smag i munden, klassiske udrensningstegn.
Vi skal i svømmehallen, så efter morgenjuicen er drukket, madpakker og juice lavet, taskerne er pakket tager vi alle fire afsted. Jeg har det godt, meeeen bøffen spøger stadig i baggrunden.
Turen i svømmehallen går fint, men da familien sidder og spiser deres frokost, og jeg drikker min juice, tager jeg – nærmest ude at bemærke det – en tomat og spiser den. Interessant tænker jeg, prøver min krop at fortælle mig noget?
Vi sidder tæt på svømmehallens cafe mens vi spiser. De steger bøf, og duften er den vildeste totur. Jeg er virkelig overrasket over hvor meget bøffantasierne bliver ved og ved og ved… Kan jeg slet ikke genkende fra de tidligere faster. Begynder så småt at overveje om det er tid til at stoppe…?
Da vi er hjemme igen er jeg træt og tung i kroppen. Jeg har fået nok af juice. Om aftenen får jeg meget kvalme og finder tidligt min seng.
Har ikke fået drukket mere end 2 liter juice og har slet ikke gidet at lave juice inden jeg går i seng.
Som udgangspunkt er det ellers vigtig for mig at lave god, varieret og lækker juice, men det er som om at noget i mig stritter imod. Det med, at det er juicen er lækker er meget vigtigt for mig. Jeg kan godt med hovedet synes, at jeg kun skal drikke grønne grøntsagsjuicer, fordi det bare er så sundt at undgå frugtsukker og at de grønne juicer bare er de sundeste. Men det virker bare ikke for mig.
Jeg vil drikke juicer, jeg nyder og som virkelig er lækre. Ikke den slags der kan komme til at smage af sur sokker og hvor jeg føler mig tvunget til at drikke den, fordi jeg nu har lavet den og betalt for den. Jeg har grøntsager i alle mine juicer og har en naturlig grænse for, hvor meget frugtsukker jeg kan drikke. (Minder mig om at jeg da også snart må få delt nogle af mine opskrifter…).
En juicefaste kan være meget hård (som I jo nok har fundet ud af), og det er som udgangspunkt vigtigt for mig at gøre fasten til en så dejlig og positiv oplevelse som muligt.
For juicefasten er en kærlighedserklæring til mig og min krop. Det skal føles sådan undervejs. Så bliver forløbet bare lettere – skal vi kalde det en harmonisk juicefaste? Lige nu virker min faste bare ikke spor harmonisk. Må tage en snak med min krop om det, når jeg vågner i morgen.
DISCLAIMER
Når jeg skriver om juicefaste, er det med udgangspunkt i mine egne erfaringer fra tidligere juicefaster og udrensningsforløb samt viden fra min uddannelse som Holistisk Detox Coach hos Pernille Damore. Endvidere søger jeg viden og inspiration fra juiceeksperter rundt om i hele verden. Jeg er ikke læge og vil derfor altid anbefale dig at konsultere din egen læge, før du kaster dig ud i en juicefaste.