Mandag den 10. marts

DAG 1

Maja laver juiceBliver vækket kl. 5.30 af min datter Maja, der synes det er på tide at stå op – jeg er dog ikke helt enig. Normalt er jeg morgenmenneske, men det har været en intensiv weekend og jeg er bestemt ikke udhvilet. Er glad og taknemmelig for, at vi i går aftes inden puttetid producerede 3,5 liter juice, så jeg ikke skal bruge min energi på det hertil morgen.

Dagens juice er grøn, den består af agurk, squash, pærer, broccoli, romaine salat, blegselleri, citroner, ananas og et par dl vand. Den smager virkelig godt. Kalder den for “Grøn Harmoni” – opskriften kommer en af dagene.

Drikker knap en liter juice, tilsat olie og l-glutamin, inden jeg skal ud af døren lidt i 8 – til en formiddag med en del aftaler. Jeg har selvfølgeligt en liter juice med i tasken.

Jeg render på toilettet hele tiden. Det gjorde jeg også allerede i går søndag, selvom jeg kun drak en liter juice og stadig spiste mad. Det føltes som om min krop i går kick-startede udrensningsprocessen. Måske sat i gang af, at jeg mentalt virkelig har været opsat på at komme i gang, har glædet og forberedt mig.

Juice i solenFormiddagen går fint, selvom jeg i bagklogskabets lys, ville have ønsket at, jeg kunne have haft en rolig dag hjemme uden planer.

På vej hjem, stopper jeg i parken, finder en bænk og nyder solen og drikker min juice. Mærker hvor træt jeg rent faktisk er. Beslutter at blive siddende på bænken i solen. Jeg lader tankerne om rodet og vasketøjet derhjemme smelte væk af solens stråler og lader i stedet op til min eftermiddagsaftale.

Eftermiddagskrise…

Eftermiddagen går også rigtig fint, indtil ca. kl. 16 – så begynder jeg at have de vildeste madfantasier. Pludseligt virker en banan som den største fristelse i verden og jeg har mange gange brug for at minde mig om, at jeg jo er på juicefaste af en grund. Tanken om at sætte tænderne i en tomat, gør mig helt blød i knæene. Har flere samtaler med mig selv om, at det kan der jo ikke ske noget ved 🙂 Lader mig dog ikke friste.

Nogle mener dag 3 eller 4 er de hårdeste, men for mig har det oftest været de første to. Overgangen indtil kroppen har vænnet sig til kun at få juice, er hård for mig. Også denne gang. Gør det heller ikke bedre at jeg er så træt.

Indtil kl. 18 er det virkelig en kamp, tænker meget på mad. Jeg drikker en liter juice mere med masse olie og drikker også noget te, for at få andre smagsindtryk. Beslutter at lave en tomat/krydderjuice og spise som suppe, sammen med familien til aftensmad. Efter vi har spist er krisen overstået. Jeg kan nu igen se på vores frugt og grønt, uden at svime hen i fantasier.

Ingredienser tomatjuice

Inden jeg putter min søn, hjælper han mig med at lave juice til i morgen. Vi har en dejlig stund sammen.

Min plan er, at jeg hver aften laver juice til den følgende dag. Jeg laver kun en slags juice og satser på det ikke bliver for ensformigt. Skulle det blive det, må planen jo ændres. I dag har jeg drukket ca. 4 liter juice, ca. 2 liter te og vand – ikke underligt med alle de toiletbesøg.

Jeg er hjernedød træt nu og skal under dynen. Indlægget om min motivation for at juicefaste må vente, til energien er der til det.

GODNAT

DISCLAIMER

Når jeg skriver om juicefaste, er det med udgangspunkt i mine egne erfaringer fra tidligere juicefaster og udrensningsforløb samt viden fra min uddannelse som Holistisk Detox Coach hos Pernille Damore. Endvidere søger jeg viden og inspiration fra juiceeksperter rundt om i hele verden. Jeg er ikke læge og vil derfor altid anbefale dig at konsultere din egen læge, før du kaster dig ud i en juicefaste.

1 Comment on Juicefaste, dag 1

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.