Sommerens mest populære kage – JORDBÆRKAGE – i min glutenfri, mælkefri og naturlig søde version.

Jordbærkage, glutenfri, mælkefri og naturlig sød

Du skal bruge:

Marzarinbund

  • 220 g iranske dadler, udstenede
  • 75 g mandler
  • 120 g kokosolie eller smør
  • 50 g fedtreduceret mandelmel
  • 2 æg
  • 1/4 tsk havsalt
  • 1/2 tsk vaniljepulver

Chokoladeovertræk

  • 30 g 100% chokolade
  • 10 g honning

Vaniljecreme

  • 1 æg
  • 15 g majsmel
  • 1/2 tsk vaniljepulver
  • 2 dl mandelmælk/rismælk
  • 10 g honning
  • 2 dåser kokosmælk eller 2,5 dl fløde

Fyld

300 g friske jordbær

Gør sådan her:

MAZARINBUND Blend mandler til mel i foodprocessor eller mini-hakker. Tilsæt dadler og blend til marcipanmasse. Kokosolie/smør, havsalt, valniljepulver og æg tilsættes. Blendes til du har en jævn dej. Kom dejen i en skål og sigt den fedtreducerede mandelmel i og vend den i dejen med en dejskraber.

Fordel dejen i en rund tærteform (ca. 22 cm) foret med bagepapir eller smurt med kokosolie. Bag kagen i ca. 40 min ved 175 grader. Kagen skal føles fast, så er den færdig. Lad kagen afkøle en smule i formen, inden du tager den ud og sætter den til afkøling på en rist.

CHOKOLADEOVERTRÆK Chokolade og honning smeltes over vandbad og røres godt sammen. Fordel chokoladen på den helt afkølede mazarinbund. Lad chokoladen størkne i køleskabet, inden vaniljecremen kommes på.

VANILJECREME Pisk ægget sammen med majsmel i en gryde. Tilsæt vaniljepulver, mandelmælk og honning. Kog det hele op i ½-1 minut under omrøring. Tag cremen af varmen, når den har fået fast konsistens og sæt den til afkøling.

Bruger du kokosmælk tager du den tykke del – kokosfløden – og kommer op i en skål og pisker til en blød creme. Den helt afkølede vaniljecreme vendes heri. Hvis cremen er meget “blød” kan de men fordel stilles i køleskabet og sætte sig lidt, inden den kommes på kagen.

Hvis du bruger fløde, piskes den til flødeskum og vendes sammen med vaniljecremen.

SAMLING AF KAGEN Skyl jordbærene, fjern stilken, halver bærene og lad dem dryppe af i en sigte. Fordel cremen på mazarinkagen og kom jordbær på. Pynt med lidt mynte.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.