I går eftermiddag kom jeg hjem fra en fantastisk skitur i Frankrig. På vejen hjem fik jeg desværre indfanget en forkølelse, så har i dag lavet en stor portion ingefærjuice, som jeg drikker som shots fordelt over hele dagen. Virkelig en effektiv og naturlig måde at booste immunforsvaret på.

Ingefærshot

Der findes mange måder at lave ingefærshots på. Min version laves i en juicer. Den er MEGET stærk og giver vinterens forkølelser et ordentligt los bag i – den er bestemt ikke for sarte sjæle.

Hvis du synes den er for stærk, kan du vælge at komme gulerødder i, til du føler du kan drikke den. Men husk, den må meget gerne rive lidt på vej ned. Slut eventuelt af med at spise et stykke æble mens du nyder at varmen breder sig i hele kroppen.

Jeg foretrækker at den er blevet godt kold i køleskabet, inden jeg tager det første shot.

Ingefærshot Du skal bruge:

  • En juicer
  • 300 g frisk ingefær
  • 2 æbler
  • 1 citron
  • 1 lime

Gør sådan her:

Vask alle ingredienserne godt. Er de ikke økologiske skal de skælles i stedet.

Jeg bruger skallen fra citron og lime (jeg bruger øko). Skallen skælles let af i et tyndt lag med en skrællekniv. Herefter fjerner jeg det hvide lag med en skarp kniv.

Fjern kernehuset fra æblerne og skær alle ingredienser i stykker, der passer ned i din juicer. Kør hele molevitten igennem juiceren og kom på tætsluttende glasflaske som opbevares i køleskabet.

Jeg fik ca. 500 ml færdig juice.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.