Jeg er gået hen og blevet forelsket – i en ny økologisk urte-krydderte som Urtekram sender på markedet i januar.

In love with Purity Flame

De har bedt mig teste et udvalg af de nye teer. Jeg er mega te kritisk! Jeg sagde ja til at teste teerne, da jeg trænger til at få udvidet mit te repertoire. Når jeg siger kritisk, ja så mener jeg MEGA kritisk! Det vil jeg gerne lige uddybe, så du ved hvilket udgangspunkt jeg har, når du læser det efterfølgende.

Jeg drikker ikke koffein te, ej heller grøn te som jo også indeholder koffein. Jeg fravælger koffein pga. den effekt det har på min krop og derudover, så synes jeg bare ikke, at koffein teer smager særligt godt – alt for meget garvesyre. Ligesom alle de der frugtteer man kan købe, de er bare så kunstige i smagen. Nå, men jeg har selvfølgeligt også prøvet rigtig mange af Pukka og Yogi teerne. Jeg elsker bare deres fine pakker, de skønne navne som fx “harmonise”, “love” og i den dur, men smagen elsker jeg bare ikke. Ofte er en af ingredienserne for dominerende og jeg savner en balance mellem smagsnuancerne. Har også forsøgt mig med både rød og grøn Rooibos te, men ligesom de andre teer, så er det bare “dur ikke – væk”!

Det har alt sammen betydet, at jeg indtil i dag kun har drukket tre slags te; to økologiske urteblandinger og så ren lakridsrodste. Tror du nu har fået et indblik i, hvad jeg mener, når jeg siger MEGA KRITISK 🙂

I dag ringer postbudet på døren og har en pakke til mig fra Urtekram. Den indeholder tre pakker te fra Hari Tea, der siden 2008 har lavet te ud fra tusindårige gamle principper hentet fra indiske yoga-traditioner som ayurveda, yoga og meditation.

Tre teer fra Hari TeasDe to af teerne “Purity Flame” og “Life on Wings” er fra deres Shoti Maa serie. I brevet der følger med står der bl.a. at “det betyder “lille moder” på sanskrift og indrammer på fineste vis betydningen af teerne, der er sammensat, så de holder de fem elementer i balance”.  Jeg klapper allerede indvendigt af begejstring over den holistiske tilgang der ligger bag disse teer, men er også stadig ret skeptisk, da der jo findes andre teer på markedet bygget på lignende tilgang, men som har skuffet mig.

Den sidste pakke te der er med, er en “Buddha Box” som indeholder 11 af Hari Teas mere eksklusive teer. Mere om dem i et senere blog indlæg, nu tilbage til min forelskelse.

PURITY FLAME

Da jeg skal vælge hvilke te jeg vil smage først, er det beskrivelsen “Ild refererer til oplysningens klare lys, den indre ild og handlingens kraft…” der gør at valget falder på “Ild – Purity Flame” – hvem vil ikke gerne have det?

Purity Flame

Purity Flame indeholder; Lakrids, kakaonibs, mynte, brombærblade, anis, fennikel, ingefær, pebermynte, kanel, sort peber, kardemomme, nellike, brændenælde, chili og rosenblade. Faktisk ret mange ingredienser og jeg er virkelig spændt på smagen.

Da jeg hælder det kogende vand over tebladet dufter det af kakao, kanel og chili i en skøn harmoni. Mens teen trækker mediterer jeg lidt over de visdomsord, der står på den lille papirlap; “Trust in the hands of the univers“. En kærkommen påmindelse i mit liv lige nu 🙂 Endnu engang et kæmpe plus på kontoen for den gennemførte holistiske tilgang og jeg har da også opbygget kæmpe store forventninger til teen.

Og nu til det aller vigtigste – nemlig smagen! Jeg forelsker mig allerede ved første mundfuld. Teen har sin helt egen smag, ingen af de mange ingredienser dominerer smagen samtidigt med at jeg tydeligt fornemmer dem hver især som små fine smags nuancer. Teen er varm, blid, dejlig, kærlig og jeg får faktisk en følelse af klarhed, mens jeg drikker den (ja, den er god nok!). Som du jo nok kan høre, er jeg helt solgt og det er vigtigt for mig, lige at pointere at jeg ingen økonomisk interesse har i hverken Hari Tea eller Urtekram 🙂

Jeg glæder mig allerede til at smage de andre teer og vil selvfølgeligt også dele min smagsindtryk her på bloggen. Har skyhøje forventinger.

Samlet giver jeg “Purity Flame” 5 ud af 5 mulige harmoniske hjerter.

Hjerte_iconHjerte_iconHjerte_iconHjerte_iconHjerte_icon

Lige lidt praktisk info til sidst. “Purity Flame” kommer på det danske marked i januar 2014 og vil være i fast sortiment i SuperBrugsen, Kvickly og på spot i Netto og Fakta.

2 Comments on Forelsket i nyøko te

  1. Jeg er også fuldstændig skudt i Hari Tea. Jeg har sådan en Buddha Box med 11 forskellige tebreve i – og jeg elsker at pakke den fine æske op og vælge den te, der passer til min dag…. Jeg synes også det er ret fedt, at man kan anvende tebrevene 2-3 gange.

    Uhmnnn gode øko-teer. De kan næsten erstatte slik og andre søde sager, ik?

    /Marian

    • Kære Marian

      Jeg elsker også bare en god kop te og jeg er ligesom dig vild med Buddha Boxen. Du skulle prøve at tilsætte 1 tsk kokoslie i din te – det er så lækkert.

      Kærligst
      Jeanette

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.